Koncert med Gustav & Valdemar Wenzel-Most
Syddansk Musikfestival inviterer til klassisk koncert på Krengerup Gods med brødrene Gustav & Valdemar Wenzel-Most.
Kammerkoncerten afholdes i hovedbygningens smukke og luftige musiksal, der præges af farverige kinesiske tapeter og et fantastisk stukloft - et rum, der formentlig står omtrent, som da huset blev bygget i 1772.
Kunstnerne vil synge og spille værker af bl.a. Carl Nielsen, Edvard Grieg og Franz Schubert, og i pausen serveres et glas vin i husets spisestue.
Brødrene fremfører “Den milde dag er lys og lang” af Carl Nielsen.
De unge brødre høster roser for deres intense nærvær, tekniske overskud og kunstneriske dybde – både hver for sig og i fælles projekter.
Gustav, en lyrisk tenor med international rækkevidde, har optrådt på scener som Wiener Staatsoper og Den Fynske Opera i krævende roller af Strauss, Wagner og Verdi, og han har indspillet hovedrollen i Joachim Raffs ‘Dame Kobold’ for Naxos.
Valdemar, en prisbelønnet pianist, har optrådt som solist med en række førende nordiske symfoniorkestre og har imponeret med sin modne klaverkunst i værker af bl.a. Mozart, Beethoven og Rachmaninov.
Billetter kan købes her.
For spørgsmål eller mere information, besøg Syddansk Musikfestival
Vel mødt!